I går kom jeg hjem efter to uger i Paradis. Nu, med den værste fly-atmostfære ude af øjenkrogen, kan jeg mageligt sætte mig i de hjemlige gemakker og reflektere over de 14 dages paradisiske oplevelser, som er kommet med hjem i blandt sydfrugterne i baggagen… Selv min fysiske oppakning, der gjorde pitstop på egen hånd i Dubai på hjemturen, er nu tilmed også arriveret til matriklen, og søndagen er derfor dedikeret til at komme up-to-date med alt, der er sket uden for min lille boble af trope-selvfedhed.
Indrømmet, jeg havde forestillet mig at feriere på yderst usmagelig vis, og løbende fodre bloggen med eksotisk guf. Asien lader dog meget at ønske til pålidelige internetforbindelser, så ud over drypvise irriterende opslag på Insta og undtagelsesvis øretæveindbydende afbrydelser i Facebook-feeden, har det med at opdatere sociale medier ikke ligefrem ligget til højrebenet. At tænke sig, at skulle have digitale hestekræfter nok til at uploade hele 4 billeder til WordPress, når man befinder sig på en tropisk ø midt i Den thailandske Golf – eller for sin vis er totalt-isoleret fra omverdenen spærret inde på et såkaldt “healende” retreat i en regnskov på en sydøstvendt bjergside, er alligevel for meget forlangt.
Så derfor forlænger jeg nu ferieglæden med et par indlæg om Samui, der lystigt vil blive spredt over de kommende uger, og snedigt poppe op på de dage, hvor mørket rigtigt får fat og vinden sender mere end en salig brise over det ganske, danske land. Glæd jer :)
Vi starter i første omgang med at dvæle lidt ved førnævnte sydøstvendte bjergside – også tidligere omtalt som ” det dersens moderne hippie zen” – altså, mit yoga-retreat, hvor fortravlede sjæle tjekker ind for at pille sig selv i navlen, drikke hvedegræsekstrakt og lytte til vinden i palmerne i 5 dages tid. Hertil har jeg, efter nu at have afprøvet sagerne på eget korpus, kun ét ord tilovers, og det er: nej.
Not for me.
Og jeg må sige, at jeg er overrasket.
Jeg havde ellers et klart billede i mit hovede, hvor jeg salig og 50 kilo lettere mentalt ved endt ophold kravlede ned fra bjergsiden som genfødt og med skinnende glorie.
Jeg blev klogere…
Det skulle nemlig vise sig, at jeg lider ualmindelig meget af FOMO. Om det var sociale medier, eller tanken om en tur på jetski jeg gik glip af, eller hvornår mine venner på øen spiste frokost – selv deres lur på stranden, Gud bedre det – så brugte jeg uanede store mængder energi på at finde ud af deres gøren og laden, fremfor at finde mig selv… Og det er filme noget tosset noget at bruge sin energi på, når man forventes at leve af kokosvand, grøntsagsjuice, god karma og hvedegræsekstrakt…
Desuden vil jeg gerne pointere, at hvedegræs er fælt. STYGT! Det kan umuligt gøre noget godt for kroppen med den beske smag, der får tequila til at synes som jordbærsaft i sammenligning. Jeg som ellers lapper alt, hvad der har fået smækket en sundhedsetiket i nakken, i mig som om det var mana-velsignet honning, fik kvababbelser og ufrivillig mellemgulvsgymnastik ud af det gyser-grønne daglige shot, der smagte af kloakvand med akkumulatorsyre.
Derfor valgte jeg at kaste yoga-måtten i skabet og tjekke ud før tid, og sluttede mig til mit dejlige vennepar igen. Ikke om jeg ville spendere min hård-optjente og yderst tiltrængte ferie på at ønske mig et andet sted hen, og tilmed have konstant rumlende mave i mangel af fast føde, og komme ud på det stadie af desperation, hvor jeg længselsfuldt overvejede oddsene for at finde noget tilnærmelsesvis spiseligt gro vildt på en palme i den omkringliggende jungle-vegetation… Det var ikke et forsøg, der bar frugt.
Genforenet med mine venner og fast føde kunne jeg virkelig slappe rigtigt af, sådan som det hør og bør sig for en dase-ferie. I deres no-nonsens (og no wheatgrass!) selskab, fandt jeg overskuddet til morgen yoga på stranden (tal lige om autentisk hot-yoga!) kombineret med dovne liggestolsdage, timelange massage-sessions og blid hjernegymnastik i form af skønlitterær underholdning.
Det blev også stadig til masser af rå kokosvand og frisk frugt morgen middag og aften, så hvem har ved nærmere eftertanke egentligttaget brug for et isoleret resort, når man kan få det hele og mere til, når man er sammen med sine venner? Jeg tror helt sikkert, at rare mennesker er sundere for sjælen end afkog af urter, når alt kommer til alt.
Man lærer hele tiden noget nyt, og jeg skulle åbenbart tage hele vejen til Koh Samui, for at finde ud af, at min maniske besættelse af alt-der-er-sundt kun går til en vis (hvedegræs-)grænse.
Og heldigvis for det!
Så måske fandt jeg faktisk, trods alt, mig selv en lille smule, ved netop ikke at finde mig selv… Jeg var bare bare et helt andet sted, end der hvor jeg jeg troede jeg skulle lede, og der hvor jeg var og gerne ville være, viste sig at være meget sjovere! Mere om det i næste indlæg.
TO BE CONTINUED…
ENGLISH RECAP
As the Asian Internet-connection left a lot to be desired, I was not able to perform the massiv exotic-attack on the blog on the go as expected. Instead, my next couple of post will be highlights from the vacation – prolonging the glorious holiday feel!
The first stop is a reflection of the yoga-retreat I had pre-booked for five days out of my vacuum fortnight. I had imagined finding a whole new me while juicing it and being in zen on a tropical hillside in the Samui jungle, cleansing both mind and body with yoga and wheatgrass. As it turns out, I suffer from FOMO and despise wheatgrass, so instead of spending time looking inwards, I was longing to be with my friends.
I checked out early, and now I realise, that perhaps I did learn something on the retreat: My passion for health only goes so far. I think that in the end, great company is better for the soul than those devilish wheatgrass shots.
Also, in hindsight I maybe did find myself. I was just in a completely different place than where I thought I should look, and that place was a hell of a lot more fun. More about that in the following posts.
